Der er stor forskel på noise cancelling høretelefoner. For der er både forskellige typer af designs, som mere eller mindre effektivt lukker lyden ude, ligesom der også er både aktiv og passiv noise cancelling. For at gøre dig helt skarp på, hvad der er det bedste for dig, uddyber vi herunder de forskellige egenskaber og designs, der er ved støjreducerende hovedtelefoner.
Hvordan virker støjreducerende høretelefoner?
Når det kommer til støjreduktion og at holde lyd ude, findes der både aktiv og passiv støjreduktion. Hvad den præcise forskel er, får du et indblik i herunder.
Passiv støjreduktion
Den passive del af støjreduktionen i et par høretelefoner findes i ørepuderne. Hvordan og hvor god støjreduktionen er, er afhængigt af hvordan ørepuderne omslutter ørerne, og hvad de er lavet af. Der er derfor stor forskel på, hvordan de enkelte modeller lukker lyd ude. Ønsker du en god, passiv støjreducering i høretelefonerne er det bedste valg enten on-ear eller over-ear, da ørerpuderne lægger sig ovenpå ørerne og dermed kan lukke lyde ude.
Læs også: Trådløse høretelefoner test
Aktiv støjreduktion
Aktiv støjreduktion kaldes også for ANC. Det er et system, der er baseret på mikrofoner, som så at sige “lytter” til de lyde, der er uden for og inden for ørestykket. Dertil har det også et chip-sæt, der inverterer lydbølger samt en højttaler, som effektivt reducerer lyden fra dine omgivelser. Altså er den aktive støjreducering baseret på teknologi.
Da det netop beror på teknologi, er der derfor selvfølgelig også stor forskel på, hvor gode mikrofonerne og højttalerne er og dermed også, hvor effektive de egentligt er til at lukke alt støj ude.
Type af hovedtelefoner
Hovedtelefoner er ikke bare hovedtelefoner. Der er stor forskel på, hvordan de sidder på øret. Du er derfor også nødt til at overveje nærmere, hvad du foretrækker, når det kommer til designet af selve hovedtelefonerne. Er du mest til, at de sidder i ørerne? Rundt om øret? Eller på øret?
Det er meget forskelligt, hvad man finder behageligt, hvorfor det er en god og fornuftig overvejelse at gøre dig. Du skal jo gerne kunne holde ud at have dem på i flere timer ad gangen.
In-ear
In-ear høretelefoner er for dig, der ikke så godt kan lide, at de sidder på eller omkring øret. De fylder ikke særligt meget og kan nemt kommes ned i en lomme, når det skal gå stærkt. Når det kommer til støjreduktion, er de dog ikke nødvendigvis det bedste valg. For i og med, at de ikke slutter rundt om øret, har de ikke samme isolerende effekt, som hvis de sad på eller omkring øret.
De kan dog også være et godt alternativ at have ved hånden, hvis du har brug for at give ørerne en pause engang imellem, men stadig gerne vil høre musik, podcasts eller andet med en smule støjreduktion.
On-ear
On-ear hovedtelefoner er mellemstore i størrelsen og er designet med flade ørepuder, der hviler på ydersiden af øret. De dækker ikke ørerne helt til – men næsten. De kan derfor godt give dig en god og kraftfuld lyd med en høj grad af noise cancelling. Dog lukker de ikke helt tæt. Det kan være en ulempe, hvis du gerne vil have, at de skal være fuldstændigt støjreducerende. Omvendt kan de være fornuftige i brug, når du gerne vil bevæge dig udenfor og have en smule føling med omgivelserne.
Over-ear
Over-ear er den bedste type af hovedtelefoner, når du søger efter nogen med noise cancelling. For de omslutter ørerne fuldstændigt, har en høj komfort og lukker mere eller mindre alt støj ude. Det er fantastisk, hvis du gerne vil høre musik på kontoret, i skolen eller bare gerne vil kunne føre en samtale uden at kunne høre kollegaerne i baggrunden.
Ulempen ved denne type af hovedtelefoner er dog, at de både er tungere og større end de to øvrige modeller. De kan derfor godt komme til at føles tyngende. Til gengæld får du fuld valuta, når det kommer til støjreduktion, da der ikke slipper den mindste lyd hverken ind eller ud fra dem.